Parkering Lygten A/S | Lejevilkår

LEJEVILKÅR

Ved bestilling af en P-plads hos

Parkering Lygten A/S
Eliasgade 10
2300 København S
Tel.: +45 7199 1860
E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

(herefter benævnt  "Udlejer")


accepterer du hermed som “Lejer” nedenstående lejevilkår:

§ 1 - Lejemålet
Lejemålet omfatter [_] stk. P-bås(e) i P-huset, Parkering Lygten, beliggende Bygmestervej 11, 2400 København NV.

Parkering sker altid på Lejers eget ansvar.

Udlejer udsteder et P-bevis pr. lejet P-bås, som bliver fremsendt til Lejer med almindelig post efter registrering af Lejers bestilling via hjemmesiden. Når bestillingen er gennemført og betalt, modtager Lejer automatisk en ordrebekræftelse via e-mail.

Lejer har adgang til sin P-bås hele døgnet alle ugens dage. Hele P-huset er under dagligt opsyn fra EuroPark A/S, som på vegne af Udlejer er berettiget til at håndhæve Parkering Lygtens regler over for Lejer og andre brugere ved bl.a. at pålægge kontrolgebyrer.

§ 2 - Ikrafttræden og opsigelse
Lejemålet er gældende fra Lejers indtastede påbegyndelsesdato i forbindelse med bestillingen af pladsen og kan til enhver tid såvel af Lejer som af Udlejer opsiges med minimum én måneds varsel plus løbende måned. Dog er lejemålet uopsigeligt i de første to mdr. fra ikrafttrædelsesdatoen (startdatoen). Er pladsen eksempelvis købt med startdato 10. september, kan en opsigelse tidligst få virkning fra 10. november til ophør 31. december (en måneds varsel plus løbende måned). En opsigelse skal være fremsendt via e-mail til info@parkeringl Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. k for at være gyldig.

§ 3 - Fortrydelsesret
Lejer har ikke fortrydelsesret i medfør af Lov nr. 451 af 9. juni 2004, jf. lovens § 9, stk. 2, nr. 4.

§ 4 - Lejen, betaling og P-bevis
Aktuel leje udgør månedligt inkl. moms DKK 800,- /400,- /450,- /300,- afhængig af pladstype (FlexPlads / MCplads / CarportPlads / PendlerPlads). Lejen betales kvartalsvis forud og forfalder hver den 10. i det forgangne kvartals sidste måned, dog første gang i forbindelse med bestillingen gældende fra den indtastede startdato til og med det aktuelle kvartal, medmindre startdatoen er i kvartalets sidste måned, i hvilket tilfælde betalingen tillige omfatter det næstkommende kvartal. Lejer betaler dette beløb straks online via Udlejers hjemmeside ved benyttelse af et betalingskort.

Lejen bliver herefter automatisk trukket på det indtastede betalingskort hver den 10. i et kvartals sidste måned, indtil P-pladsen opsiges iht. nærværende lejevilkår. Der bliver ikke fremsendt særskilt opkrævning eller advisering til Lejer. Lejer har pligt til skriftligt at meddele Parkering Lygten, hvis Lejers betalingskort er eller bliver spærret. Lejer skal desuden give Parkering Lygten skriftlig besked, hvis Lejer får et nyt betalingskort (eksempelvis i tilfælde af bankskifte, eller hvis Lejers betalingskort udløber).

Når Lejers betaling er registreret, vil der blive fremsendt et P-bevis for det aktuelle kvartal/den betalte lejeperiode. Lejer har pligt til at udskifte sit gamle P-bevis med det nye P-bevis senest den 1. i kvartalets første måned, således at der stedse ligger et synligt og læsbart P-bevis under køretøjets frontrude vedørende den gældende lejeperiode. Køretøjet skal altid parkeres indenfor de afmærkede P-båse, og Lejer må ikke parkere på P-båse markeret med “Reserveret”. Overtrædelse af disse regler medfører et kontrolgebyr på p.t. DKK 750,- pr. overtrædelse.

Bortkommer Lejers P-bevis under lejeforholdet, skal Lejer betale et gebyr på DKK 500,- inkl. moms til dækning af fremsendelse af et nyt P-bevis samt for spærring (ugyldiggørelse) af det bortkomne P-bevis.

§ 5 - Depositum for nøglechip
Er den bestilte P-bås beliggende i Parkering Lygtens P-kælder opkræves udover leje, jf. § 4, stk. 1, desuden et depositum på DKK 500,- inkl. moms til eventuel erstatning af en nøglechip, som fremsendes til Lejer sammen med P-bevis.

Nøglechippen er Udlejers ejendom og lånes ud til Lejer for at give denne adgang til P-kælderen. Ved lejemålets ophør returneres nøglechippen til Udlejer, og Udlejer kontrollerer, om chippen er i brugbar stand, i hvilket tilfælde erlagt depositum på DKK 500,- refunderes til en af Lejer anvist bankkonto. Lejer har alene ret til refundering af depositum, såfremt chip returneres senest 30 dage efter lejemålets ophør.

Bortkommer eller går chippen i stykker under lejeforholdet, skal Lejer betale DKK 500,- for udlevering af ny chip.

§ 6 - Lejeregulering
Den til enhver tid gældende leje kan fra Udlejers side reguleres med minimum to måneders varsel til påbegyndelsen af et kvartal. Såfremt Lejer efter at have modtaget varslingen om lejeregulering ikke længere ønsker at beholde sin P-plads, kan Lejer opsige pladsen med en måneds varsel plus løbende måned.

§ 7 - Misligeholdelse, ordensregler og ophævelse
Såfremt lejen ikke er indbetalt rettidigt, vil Lejer via e-mail, jf. § 8, modtage et skriftligt varsel på minimum tre hverdage til at indbetale skyldig leje inkl. et gebyr (p.t. DKK 100,-). Betaler Lejer fortsat ikke det skyldige beløb, vil lejeaftalen uden yderligere varsel blive ophævet, og Lejers P-bevis og nøglechip blive spærret. Lejer skal erstatte ethvert tab, som den manglende lejebetaling måtte påføre Udlejer, ligesom et af Lejer indbetalt depositum for nøglechip ikke refunderes Lejer i tilfælde af ophævelse.

Herefter vil Lejer ikke længere være i besiddelse af gyldigt P-bevis og dermed ikke berettiget til at parkere i Parkering Lygten. Manglende gyldigt P-bevis medfører et kontrolgebyr på p.t. DKK 750,- pr. overtrædelse, jf. bestemmelsen ovenfor under § 1, stk. 4.

Overtrædelse af de nedenfor angivne ordensregler og forskrifter kan medføre, at lejeaftalen ophæves øjeblikkeligt uden forudgående varsel, og at Lejer kan blive pålagt kontrolgebyrer samt eventuelle erstatningskrav fra Udlejer.

• Køretøjer uden synligt og sædvanligt registreringsnummer må ikke parkere på P-husets øvre dæk – uanset gyldigt P-bevis til en CarportPlads – men kan kun parkeres i P–kælderen (såfremt der er lejet en FlexPlads eller MCplads).

• P-båse må ikke uden Udlejers forudgående skriftlige tilladelse benyttes til andet end parkering af et køretøj. Pladsen må således ikke benyttes til eksempelvis olieskift eller reparationer, opmagasinering el.lign.

• Køretøjet må ikke henstilles således, at det er til gene for ind- og udkørsel for andre brugere af P-huset. Til- og frakørselsveje må ikke anvendes til parkering, oplægning af varer el.lign.

• Lejers benyttelse af P-huset og opførsel i øvrigt må ikke være til gene eller til skade for Parkering Lygten eller P-husets brugere.

Såfremt lejemålet af Udlejer er blevet ophævet – uanset årsag (f.eks. manglende lejeindbetaling) – skal Lejer omgående fjerne sit køretøj fra P-huset. Udlejer er berettiget til at fjerne køretøjet på Lejers regning og køre det ud på gaden, ligesom Udlejer ved enhver ulovlig parkering, f.eks. efter endt lejeforhold, er berettiget til at fastmontere en hjullås på Lejers køretøj, såfremt Lejer trods ophævelsen eller ophør af lejeaftalen ikke har fjernet sit køretøj. Udlejer er herefter berettiget til at opkræve et rimeligt beløb (afhængig af tidslængden på den uberettigede parkering) som modydelse for at afmontere hjullåsen, dog minimum DKK 800,- inkl. moms.

§ 8 - Elektronisk kommunikation
Al skriftlig kommunikation i henhold til denne lejeaftale foregår via elektronisk post. Der bliver ikke kommunikeret ud til Lejer via almindelig post. Udlejer modtager ligeledes ikke almindelig post, men alene elektronisk post på adressen Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. . Lejer har dog mulighed for at aflevere P-bevis og nøglechip i Udlejers postkasse bagerst i P-kælderen.

Der bliver ikke kommunikeret ud til Lejer via almindelig post (undtagen ved fremsendelse af P-beviser).

Lejer har pligt til at oplyse sin til enhver tid gældende e-mailadresse til Udlejer. Udlejer har alene pligt til at have én e-mailadresse registreret ad gangen tilhørende Lejer, og det er Lejers ansvar, at korrekt e-mailadresse er oplyst til Udlejer. Fremsendes påkravsskrivelse eller anden korrespondance til den af Udlejer registrerede e-mailadresse tilhørende Lejer, anses e-mailen for modtaget af Lejer i henhold til nærværende lejevilkår.

§ 9 - Lejers personoplysninger
Udlejer anvender personoplysninger såsom navn, adresse og e-mail i forbindelse med sagsbehandling og daglig administration af P-huset. Alle oplysninger opbevares maksimalt 3 år af Parkering Lygten A/S efter endt kundeforhold. Ved henvendelse til Udlejer kan det til enhver tid oplyses, hvad der måtte være registreret.

§ 10 - Forbehold for ændringer
Udlejer forbeholder sig ret til i henhold til de ovenfor nævnte varslingsfrister at ændre nærværende lejevilkår, idet de til enhver tid gældende lejevilkår fremgår af Udlejers hjemmeside www.parkeringlygten.dk